Sport Stacking hjælper børn med koncentrationen

Efter et tre måneder langt samarbejde med Frederiksberg Sport Stacking Klub er sport stacking blevet en etableret SFO-aktivitet på Skolen på Grundtvigsvej. Stabling af de farvede kopper øger børnenes evne til at fokusere og koncentrere sig.

Idrætspædagog Christian Vedsted står nu for aktiviteten. Ifølge ham er der mange fordele ved nichesportsgrenen.

"Det styrker børnenes finmotorik at stable kopperne. De skal virkelig kunne koordinere højre og venstre hjernehalvdel – særlig fordi mange af dem ofte er stærkere i den ene hånd, men her skal begge hænder i spil. Desuden kræver det også enormt meget af børnenes koncentrationsevne at undgå, at kopperne vælter" siger han.

Sport stacking kan være en oplagt mulighed for børn og unge, som måske ellers kan have svært ved at indgå i idrætsfællesskaber. Selv hvis børnene vælger at stacke alene, vil de alligevel opleve at være en del af et fællesskab. Samtidig adskiller Sport Stacking sig fra andre sportsgrene ved at stille krav til børnenes koncentration og tålmodighed i stedet for fx styrke og evne til at løbe hurtigt. 

Læs hele artiklen om sport stacking på Skolen på Grundtvigsvej på BUPL's hjemmeside.

Af Cæcilie Kallehave Jensen (Journalist, BUPL)