Ledige tider i skolesale

Er du frederiksbergborger er det nu muligt at låne ledige skolegymnastiksale i hverdagsaftener og weekender til motionsfællesskaber. Så har du en god ide til en aktivitet så læs videre.

Bor du på Frederiksberg og savner du et sted, hvor du kan samle venner, naboer, klasser eller andre til at dyrke hyggelig motion på fast basis? Vil I træne om aftenen eller i weekenden sammen med andre borgere fra Frederiksberg? Flere af vores skolesale og andre mindre sale har enkelte ledige tider på hverdagsaftener – og i løbet af weekenden er der også god mulighed for at finde et sted til din aktivitet. Mulighederne er mange, så længe der ikke opkræves deltagerbetaling og I er klar til at arbejde på at få lavet en fast organisering hen ad vejen.

Salene er typisk 9x18 meter, der er sjældent depotplads og man kan ikke forvente, at der er mål til rådighed. Når dette er sagt, hjælper vi meget gerne din ide på vej til at blive til virkelighed, så aktiviteten kan fortsætte f.eks. ugentligt eller månedligt efter en prøveperiode på 2-3 måneder. FIUs idrætskonsulenter står klar med råd og sparring, hvad enten I vil sætte gang i volley, høvdingebold, styrketræning eller noget helt fjerde. Kontakt FIUs idrætskonsulenter på 26 28 38 26 (Mia) eller 22 37 42 29 (Karina) og fortæl os om din ide.