Kom og prøv – sjove holdspil med bold

Holdspil er for alle – også for dig, der har rundet de 60 år eller mere. Tirsdag den 25.9 kl. 10-12.30 kan du prøve kræfter med (eller genopdage) håndbold, fodbold og floorball i sjove formater.

Det sker på Holdspilsdagen, hvor de tre boldspil kan prøves i motionsvenlige udgaver, som er målrettet nybegyndere og tager højde for deltagernes eventuelle skavanker. I forbindelse med dagen får du mulighed for at finde et træningstilbud, hvor du efterfølgende kan fortsætte med at spille et eller flere holdspil.

Holdspilsdagen for målgruppen 60+ foregår

Tirsdag d. 25. september kl. 10-12.30 i

Ungdomsskolens multisal, Sofus Francks Vænge 30, 2000 Frederiksberg

Det koster ikke noget at deltage i holdspilsdagen – man skal bare møde op.

Programmet er:
10.00 – Velkomst ved borgmester Jørgen Glenthøj. Kaffe, brød og vand.
10.15 – 11.00 – (Miniopvarmning) Floorball og Håndbold.
11.00-11.15 – Pause med snacks fra Meny.
11.15 – Fodbold, evt. i flere hold
12.00 – 12.30 Afrunding og mulighed for hyggeligt socialt samvær.

Der vil være instruktører, der viser teknik, regler og sikkerhed. Der spilles på små baner, med færre deltagere på holdene og man går rundt. Det giver masser af boldkontakt og rigtig god træning på skånsom vis for både mænd og kvinder.

Baggrund
Holdspilsdagen er skabt af Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet i samarbejde med DIF/DGI, Bevæg dig for livet, DHF, DBU og Floorball Danmark skabt Holdspilsdagen.

Det er en årlig tilbagevendende begivenhed, der giver danskere - uanset niveau og sportsinteresse - mulighed for at blive klogere på og afprøve en række motionseffektive boldspil, der både styrker sundheden og samværet med andre.  For holdspil kan spilles af alle - alle steder.

Holdspilsdagen foregår 4 forskellige steder i landet dette efterår: Aalborg, Frederiksberg, Ikast-Brande, Holstebro

Mange lokale muligheder for at gå til holdspil 
Arrangørerne bag Holdspilsdagen har flyers med, der fortæller, hvor man kan fortsætte med at spille holdspil lokalt. Skulle man være forhindret i at møde op på dagen, er der stadig gode muligheder for at prøve kræfter med holdspil. F.eks. i Frederiksberg Senior Motion – i Ældresagen – på Diabetesforeningens fodboldhold – og i fællesskabet ”Sammen om Motion”. Se oversigten her.
 
Holdspil virker
Center for Holdspil og Sundhed har via målrettet forskning og konkrete resultater de senere år dokumenteret, at idræt, boldspil og aktiviteter, som vi dyrker sammen med andre, har signifikante positive effekter på alt fra livsstilssygdomme, sundhed og velvære til børns indlæring i skolen.
Det er blandt andet blevet til fodbold som efterbehandling til mænd med prostatakræft. Holdsport, der får skolebørn til at huske bedre. Boldspil der sænker risikoen for hjertekarsygdomme hos ældre mænd og blodtrykket hos både kvinder og mænd.

Forskningen og resultaterne kan derfor være en af nøglerne til at holde pleje-, omsorgs-, behandlings- og sundhedsudgifter nede i en fremtid, hvor vi sidder mere stille, slider kroppen ned og der bliver flere ældre.